Kapitel 7. fra bogen Den danske revolution – 2015.
Det er ikke muligt at tale om afstand mellem befolkning og magthavere uden at tage EU med som en satellitdel af Overdanmark. Gennem årtier har skiftende regeringer – med befolkningens velsignelse – overladt lovgivningen til de institutioner, der er en del af EU. Vi tager her i bogen ikke stilling til, om Danmarks medlemskab af EU er godt eller dårligt. Vi beskæftiger os med EU for at pointere, at her er endnu en dimension, den internationale, der er distanceskabende, nærhedsophævende.
Det er EU der lovgiver på mange centrale områder
Der er en berettiget og udbredt folkelig usikkerhed om, hvad der foregår mellem Danmark og Bruxelles. Hvem er det, der beslutter? Har Danmark stor eller lille indflydelse på, hvad der sker? Hvem udformer og laver de love, der gælder i Danmark? Har Folketing og regering reelt flyttet store og små politiske beslutninger 800 km væk fra Christiansborg? Det kan se sådan ud.
EU’s lovgivning står over dansk lovgivning, den har forrang. Derfor afgøres en konflikt mellem dansk lovgivning og EU-lovgivning af EU-domstolen i Luxembourg. Det fremgår af det gældende traktatgrundlag, der er på 444 sider og findes på Folketingets hjemmeside.
Det følgende er en kort oversigt over, hvem der har retten til at lovgive på de forskellige politiske områder.
| Told- og handelspolitik | Kun EU har ret til at lovgive | Samme |
| Socialpolitik | EU har lovgivet på området | Samme |
| Arbejdsmarkedspolitik | EU har lovgivet på området | Samme |
| Landbrugs- og fiskeripolitik | EU har lovgivet på området | Samme |
| Miljøpolitik | EU har lovgivet på området | Samme |
| Energipolitik | EU har lovgivet på området | Samme |
| Transport | EU har lovgivet på området | Samme |
| Forbrugerbeskyttelse | EU har lovgivet på området | Samme |
Så EU’s beføjelser til at lovgive i Danmark er ikke ubegrænsede, men næsten. Og det er ikke slut endnu. En kommende bankunion, en energiunion og en snævrere koordinering af finanspolitikken og skattepolitikken er sandsynlig. Endelig lurer der en præcisering af reglerne for ”vandrende arbejdstagere”, herunder adgangen til sociale ydelser. EU udvider fortsat sin kompetence til at omfatte stadig større områder af det, der traditionelt har været rent danske anliggender.
Skiftende danske regeringer har givet grønt lys hertil – lidt efter lidt – lige siden et flertal i oktober 1972 sagde ja til at indtræde i dette europæiske samarbejde. Og vælgerne har ved flere senere folkeafstemninger tilsluttet sig yderligere afgivelse af suverænitet til EU. Suverænitetsafgivelser, som er blevet vedtaget ved det store bord, hvor danske ministre selv har siddet med. Formelt set er der således intet demokratisk problem.
Befolkningen kan ikke skifte mening
Reelt er der dog et stort problem. Vælgernes mulighed for at ændre mening er forsvundet. Netop muligheden for, at man som vælger kan ændre holdning og derved forandre tingenes tilstand, er en vigtig del af et levende og bevægeligt demokrati. Ligesom man i et ægteskab kan vælge at blive skilt, så kan man på samfundsplan erkende, at man har truffet de forkerte beslutninger eller er vokset fra hinanden. En dansk lov kan laves om, hvis der er flertal i Folketinget. I EU er det derimod ligesom i visse katolske lande: Et ægteskab kan ikke opløses. En kompetence, der er afgivet til EU, er endelig, og den forbliver i EU, medmindre de 27 andre medlemslande er enige med os om en ændring.
Den politiske dialog bliver kortsluttet
I takt med at lovgivningen bliver til EU-anliggender, som vælgerne har ringe eller ingen indflydelse på, forsvinder grundlaget for den politiske dialog. Den demokratiske proces tømmes for reelt indhold, den bliver til form, den bliver til administration, og den politiske dialog bliver kortsluttet. Når vedtagelser, beslutninger og love i den politiske debat begrundes med, at: ”det skyldes EU-bestemmelser”, så betyder det, at sådan er det, uanset hvor mange vælgere der måtte ønske en ændring. Derfor er der reelt ikke noget at debattere, og det gælder stadig flere områder. De nye generationer skal altså leve med beslutninger, truffet af deres forældre og bedsteforældre, uden reel mulighed for at ændre dem væsentligt. Den gamle forældrebegrundelse ”fordi jeg siger det” har fået sin genkomst politisk i et ”fordi EU siger det”. Det er som med tyngdeloven, den kan ikke ændres.
Hvor mange love og forordninger herhjemme kommer faktisk fra EU?
Det er det, man kalder et relevant spørgsmål. I Danmark findes der ellers statistik over det meste, men da politik som nævnt ikke anses for en branche, findes der ingen offentligt tilgængelig statistik over dette væsentlige emne, så svaret afhænger af, hvem man spørger.
Nogle hævder, at det er under 20 % af lovgivningen, der er EU-genereret, andre, at det er langt de fleste love, der kommer med posten fra EU og derfor blot skal transformeres til dansk lov. Nogle af EU’s bestemmelser er endog umiddelbart retsgyldige i Danmark. Det burde ikke være svært at opgøre, hvad der kommer fra København, og hvad der kommer fra Bruxelles, sandsynligvis findes tallet allerede, men det er ikke et tal, befolkningen kan få kendskab til.
Tidligere hed det ”ingen over eller ved siden af Folketinget”. Den regel tog sigte på at fastslå, at regeringen stod til ansvar over for Folketinget, og at Folketinget var den højeste myndighed. Godt nok, men nu er der kommet en international myndighed, der står over Folketinget. Samtidig er det ikke muligt at få at vide, præcis hvor ofte det er EU, der beslutter, og hvor ofte det er Folketinget, der suverænt beslutter.
Illusionen om magt til de hjemlige politikere skal opretholdes
Hvor meget magt har Folketinget flyttet til Bruxelles? I princippet er det næsten ubegrænset, men hvor mange danske love og forordninger er blot en oversættelse, en tilpasning til et direktiv fra EU? Når det ikke er muligt at få et klart svar på det konkrete omfang af suverænitetsafgivelsens konsekvenser, er den nærliggende forklaring at vore politikere ønsker at opretholde illusionen om, at det er dem, der bestemmer, at magten fortsat ligger hos Folketing og regering. Skiftende Folketing og regeringer har derved øget afstanden til sine vælgere med endnu en dimension. Den internationale.
Magten bruges til at detailstyre borgernes hverdag
Men i takt med at stadig flere områder flyttes til Bruxelles og dermed reelt væk fra Folketinget, får politikerne alt andet lige mindre magt. Den skal i hvert fald deles med 27 andre lande, en magtfuld EU Kommission og et stort EU Parlament.
Så er det kun menneskeligt at forvente, at når noget af magten flyttes væk fra de folkevalgte, så kaster de sig med større ildhu over ting, de faktisk kan påvirke. F.eks. ”adfærdsregulerende” tiltag og andre begrænsninger. Resultatet er, at borgerens frirum bliver yderligere indskrænket. Løsninger på opgaver, der tidligere var op til borgerne selv at finde ud af, bliver nu dikteret fra oven. Via bestemmelser, der skal kontrolleres og håndhæves.