Kronik bragt i Jyllands-Posten den 1 juni 2015
I de kommende uger bliver vi bestormet med ord. Sådan er det heldigvis i et i et demokrati. Der er mange personer og partier at vælge imellem. De fleste vil følge kampen som et spændende slag på ord og løfter. En ikke ubetydelig del af befolkningen er imidlertid kritiske. De har ikke tillid til politikernes løfter, de overvejer at stemme blankt, de synes at politikerne ikke lytter til befolkningen. Denne kronik henvender sig til dem, der føler sådan og måske synes at de bliver talt ned til. At de ikke bliver set som voksne, ansvarlige mennesker. Nu er den del af befolkningen, der blot vil følge det spændende spil,advaret, men læs alligevel videre Det kunne være, der var noget I ikke havde tænkt over, nemlig at det hele ikke er helt så demokratisk som det ser ud på overfladen.
For det første at man ved at sætte sit kryds ved et parti eller en kandidat samtidig udløser en økonomisk støtte til partiet. Den er i år på kr. 30,50 og udbetales hvert eneste år i valgperioden. Der kan altså blive tale om i alt kr. 122. En ting er at man støtter et givet parti med sit kryds, men en anden er, om man er indstillet på at støtte det økonomisk. Jeg tror de færreste er klar over denne kendsgerning. Politikerne er i hvert fald tavse om den. Denne ”demokratiskat” blev vedtaget i 1987 – den gang var den på kr. 5. Siden er der skruet gevaldigt op – så meget at skatteyderne nu i alt giver lidt over kr. 100 millioner til partierne hvert år. Der bør på stemmesedlen stå: ” Vi skal gøre opmærksom på at når du sætter dit kryds støtter du samtidig partiet økonomisk”. Det ville være redelig og ordenligt information til de ca. 4 millioner vælgere, hvoraf mange er førstegangsvælgere. Eller man kunne spørge om vælgeren med sit kryds også ønsker at støtte økonomisk – ja eller nej. Der stilles alle mulige krav til virksomheder om produktoplysninger, men de hensyn gælder altså ikke når de vedrører partierne selv. Uanset at det drejer sig om demokratiets kerne – valghandlingen. Blot du skal købe en pose havregryn skal der være alle mulige informationer om produktet, du skal vide, hvad du køber. Godt nok, men på stemmesedlen står der ikke noget, ikke en gang med småt.
Årsagen til tavsheden om økonomien på stemmesedlen er at de politiske partier ikke er bæredygtige. De kan ikke betale deres egne regninger. Langt fra. Partiernes samlede budget for 2015 ser – skønsmæssigt – sådan ud: kr. 107 millioner fra statskassen, ca. kr. 100 millioner fra Overdanmark (de store organisationer og virksomheder), penge som befolkningen stort set ikke ved, hvor kommer fra. Kun partierne selv ved det. Så er der endelig ca. kr. 20 millioner fra partiernes medlemmer, der altså kun dækker 10% af indtægterne. Med et sådant regnskab er det klart at medlemsdemokratiet – den folkelige forankring af demokratiet – er nødlidende. Under 4 ud af 100 vælgere er medlemmer af et parti. Det er hele den folkelige basis for demokratiet, der er i fare. Partierne er imidlertid tavse om dette forhold. Blot finansieringen er i orden, behøver man ikke medlemmer. Det har man så efterhånden heller ikke. En gang var det 25% af vælgerne, der var partimedlemmer. Det var i 1960erne. Den gang var der også mange kernevælgere, det er der heller ikke længere.
Alle valgkampens ord bliver serveret ud fra den forudsætning af befolkningen har tillid til dem og til det de siger. Sådan forholder det sig imidlertid desværre ikke. Tre af de seneste opinionsmålinger viser at flertallet af befolkningen ikke har tillid til dem. A&B Analyse: 61,5% har ret lille/meget lille tillid til politikere. Den er fra december 2013. Så er der en Megafon måling fra marts i år. 47% er utilfreds/meget utilfreds med vore politikere, 21% er tilfredse og 31% er hverken eller. Gallup har spurgt om danske politikeres niveau de sidste 10 år er blevet bedre/uforandret/dårligere. Kun 3% synes det er blevet bedre, hele 59% synes det er blevet dårligere. Politikerne lader imidlertid som om vi har tillid til dem. De udtaler sig om alt muligt, men er tavse om at flertallet ikke har tillid til dem. De kan ikke fatte, at det er et alvorligt problem. De fortsætter ufortrødent med den giftige debatkultur – den gensidige nedrakning og mistænkeliggørelse. Tænk, hvis vi andre talte sådan til hinanden!
Alligevel stemmer over 80% ved valgene. Det kan være fordi befolkningen ser det som en demokratisk borgerpligt, men det er alligevel tankevækkende at et flertal er parat til at støtte nogen, de ikke har tillid til. En nærliggende forklaring er at en blank stemme er ugyldig. Det står i valglovens § 69, sådan! Blanke stemmer tæller med i stemmeprocenten, men ellers er de ugyldige. Ved valget i 2011 var der til trods herfor over 22.000, der stemte blankt. Da en stol i Folketinget ”koster” ca. 20.000 stemmer sidder der faktisk i dag et medlem af Folketinget som ikke har noget folkeligt mandat. En blank stemme er nemlig en stillingtagen, der fortæller at man støtter op om demokratiet, men ikke kan støtte nogen af dem på sedlen. Det kommer man så til alligevel. Det mindste man kan forvente i et moderne demokrati er at en blank stemme gøres gyldig og kan synliggøres ved en tom stol i folketingssalen. Det ville også være et incitament for partierne til at opstille kandidater som befolkningen har tillid til. På stemmesedlen bør der som foreslået flere, tilføjes en rubrik, hvor der står ”ingen af de ovenstående”. Det er smart af partierne at erklære de blanke stemmer ugyldige, men det er ikke særlig demokratisk. Det må da også være mere tilfredsstillende for politikerne selv at vide at deres mandat skyldes at vælgerne har tillid til dem og ikke blot har sat krydset, fordi det nu en gang er en borgerpligt.
Når politikerne ikke selv vil tale om disse indlysende demokratiske mangler eller ser faresignalerne for demokratiet, så må befolkningen gøre opmærksom på det. Gøre opmærksom på, at de under kampen om de 179 pladser og regeringsmagten bringer en demokratisk tradition opbygget gennem generationer i fare. De læner sig op ad et folkeligt oprør, hvor vælgerne fortæller politikerne: I er i færd med at afskaffe partiforeningerne – den folkelige forankring af demokratiet. I er holdt op at lytte. I er jer selv nok.
Dette er blot nogen af de kendsgerninger, der hører med når befolkningen bliver spurgt, hvem, der skal lede landet de næste 4 år. Det er ikke for at ødelægge den gode stemning, der vil præge valgkampen. Vi kan gennem aviser og i tv følge med i, hvem der klarer sig bedst, vi kan følge de næsten daglige meningsmålinger. Selvfølgelig er der et stort element af underholdning i valgkampen – det er næsten så spændende som en sportskamp. Vi skal blot huske at der er nogle af spillereglerne, der ikke nævnes, når kampen er i gang. Vi skal også følge meningsmålingerne, men huske læren fra det nyligt afholdte engelske valg. Her stemte vælgerne ikke som målingerne forudsagde. Det var fordi der var mange der var i tvivl og stemte som vinden blæste den dag. Sådan vil det også gå i Danmark. Vent derfor til den 18. juni ved 23-tiden. Først her kommer det rigtige resultat for dagen. God valgkamp – trods alt.